Menu

Holstebro skal handle sammen
- nyt liv til butikkerne

14 jan, 2020

PRESSEMEDDELELSE

Den 21. januar er der informationsmøde på Holstebro Bibliotek, hvor alle – der er interesseret i midtbyen i Holstebro – er velkommen til at møde op. Målet er at skyde et nyt samarbejde i gang, som skal skabe fornyet liv til butikkerne.

Hvor mange pakker under juletræet var købt over nettet? Nethandlen stiger, og butikkerne er trængte. Sådan er det også i Holstebro, og derfor er der sat forskellige skibe i søen for at vende udviklingen og skabe nyt liv til butikkerne.

Sidste nyt er, at Holstebro Cityvækst har indledt et samarbejde med BIDdanmark om at skabe mere liv i midtbyen. Startskuddet lyder den 21. januar, hvor der er informationsmøde på Holstebro Bibliotek fra kl. 18.00 til 21.00. Her er butiksejere, udlejere, handlende, borgere, foreninger – ja, alle er velkommen.

Det er den nordlige del af gågaden, der bliver det første område, hvor der skal skabes mere liv. Senere følger den sydlige del af gågaden.

”Der er brug for, at vi handler sammen i Holstebro, når vi vil skabe nyt liv til butikkerne. Basalt set handler det om, at vi sætter os sammen og får lagt en plan, og så gør vi det, vi har aftalt, så vi skaber flere oplevelser for de handlende. Det har BIDdanmark en velafprøvet og vellykket ’opskrift’ på,” fortæller Jesper Larsen, formand i Holstebro Cityvækst.

Parterne trækker i arbejdstøjet

BIDdanmark har Mikkel Niess i spidsen, og han har mange års erfaring med detailhandel og udviklingsprojekter. Han har faciliteret lignende projekter i Vejle, Give, Egtved, Jelling, Børkop, Gladsaxe, Bagsværd, Faxe og Søborg.

”Det handler om at bringe de rigtige parter sammen, og det er alle, der brænder for midtbyen. Efter en åben og ærlig dialog om, hvad udfordringerne er, så lægger vi en plan for, hvordan vi skaber flere oplevelser, der kan trække kunder til. Og så går vi i gang og følger op. Der er ikke så meget snak – men en masse konkrete handlinger fra parterne,” siger Mikkel Niess.

BID er et samarbejde, hvor alle parter byder aktivt ind. Det kræver engagement, vilje og ressourcer fra mange sider. Eksempelvis kan der sagtens være borgere eller foreninger, der står for at arrangere en halloween fest i midtbyen, mens butikkerne har pyntet op og holder længe åbent.

Holstebro har gode forudsætninger

Mikkel Niess ser Holstebro som en by med rigtig gode forudsætninger for at skabe mere liv. ”Der er allerede en række spændende butikker, så der er et godt fundament for at skabe endnu mere liv i midtbyen. Jeg elsker – som de fleste andre – livet i midtbyen, specialforretningerne, det engagement og den passion de mange selvstændige har. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi står sammen, så kan Holstebro og mange andre danske byer overleve handlen fra internettet. Men vi skal turde at se på os selv med nye øjne og have mod til at lave de nødvendige forandringer.”

2020 – fokus på midtbyen

BID samarbejdet er en vigtig brik i alt det, der sker i Holstebro midtby. Et levende butiksliv er nemlig en vigtig forudsætning for en levende by, som mange gerne vil leve og handle i. Derfor deltager Holstebro også i et phD-projekt, hvor målet er at få udarbejdet et egentligt koncept for at skabe liv i tomme butikslokaler. Målet er at lave en model, som kan bruges af mange andre byer i ind- og udland.

”BID samarbejdet og phD-projektet spiller perfekt sammen, og jeg forventer stor opbakning fra en meget bred skare af aktører, da vi jo alle har en klar interesse i, at Holstebro også i fremtiden er en levende og spændende by, som er vækstmotoren i hele Nordvestjylland,” siger Jesper Larsen, som også er direktør for Holstebro Udvikling.

Og den store ramme kommer også på plads i 2020, når Byens Plan for Holstebros udvikling af centrum er klar til at blive præsenteret i marts. Her har arkitekterne også et ønske om at koncentrere aktiviteterne i midtbyen.

Aktiviteterne med udvikling af detailhandlen finansieres bl.a. med bidrag fra Holstebro Handelsstandsforening, Holstebro Udvikling P/S, Holstebro Kommune og Nørreport Centret. Derudover er der også en forventning til, at ejendomsejerne i byen bakker op om aktiviteterne – også økonomisk. Der forventes samlet set en finansiering på ca. 500.000 kr. i årene 2020-2022.

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev