Menu

Holstebro Udvikling har ansat ny direktør

12 jan, 2021

Maj Britt Rosenmeyer Olsen kommer tilbage til Holstebro efter en årrække i Tyskland, hvor hun nu er Associate Director i European Water Association.

Holstebro Udvikling P/S, der er ejet af Holstebro Kommune og Færchfonden i fælles partnerskab, har ansat Maj Britt Rosenmeyer Olsen som direktør fra 1. februar, hvor hun afløser selskabets første direktør Jesper Larsen.

– Fundamentet og den første del af rejsen er på plads i den spændende byudvikling af Holstebro by efter Jesper Larsens solide indsats over de sidste godt to år. Med Maj Britt Rosenmeyer Olsen får vi en direktør med erfaring inden for udvikling, ledelse og bæredygtighed til at bringe byudviklingsprocessen videre, siger Annemette Færch, der er formand for bestyrelsen i Holstebro Udvikling.

Maj Britt Rosenmeyer Olsen kommer fra en stilling som Associate Director for European Water Association i Bonn og har tidligere været vicerektor og udviklingschef for flere erhvervs- og gymnasiale uddannelsesinstitutioner i Danmark.

– Med Maj Britt Rosenmeyer Olsen har vi fundet en direktør, som har stor erfaring med at skabe udvikling og bringe mennesker sammen på tværs af forskellige interesser. Hendes blik for udvikling, bæredygtighed og kommunikation bliver spændende at få tilført Holstebro Udvikling, siger Annemette Færch.

Den nye direktør er født i Lemvig og opvokset i Holstebro, som hun nu ser frem til at vende tilbage til.

– Jeg glæder mig til at blive en del af en meget spændende byudviklingsrejse, som jeg med interesse har fulgt på afstand fra Bonn i Tyskland, hvor jeg har arbejdet de sidste fire år. Jeg har med glæde kunnet se, at Byens Plan er blevet til med mange gode inputs fra borgerne i kombination med nogle professionelle indspark udefra, og at dette er videreført i nogle spændende aktiviteter i midtbyen i efteråret, siger Maj Britt Rosenmeyer Olsen.

– Det er min ambition at bygge videre på den inddragende måde, da min erfaring er, at en stærk involverende proces er forudsætningen for et godt, udviklende og blivende resultat. Jeg ser frem til at komme tættere på Byens Plan og alle de mange samarbejdspartnere, der har bidraget til byudviklingsprocessen indtil nu, og jeg glæder mig til at byde endnu flere med ombord, så vi sammen skaber den bedste by at bo og leve i, siger hun.

Og netop en levende by er målet for arbejdet i Holstebro Udvikling.

– En by, som skaber rum og rammer for mennesker, som involverer sine borgere og virksomheder i udviklingsprocesserne og som har fokus på en bæredygtig udvikling, har gode forudsætninger for at fastholde og tiltrække nye borgere, siger Annemette Færch.

Det er forventningen, at Holstebro Udvikling fremover får et kontor centralt i byen omkring gågaden, idet involvering, synlighed og tilgængelighed bliver et væsentligt fokusområde for udviklingsselskabet.

Maj Britt Rosenmeyer Olsen starter som ny direktør for Holstebro Udvikling 1. februar 2021.

 

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev