Menu

Sammen er vi stærkere. Stor opbakning til konkrete projekter i midtbyen

6 maj, 2020

Endnu et virtuelt BID-møde løb af stablen tirsdag 5. maj, og endnu engang var der stor opbakning fra byens forretningsdrivende og andre aktører. Nye tiltag blev sat i gang, og eksisterende er lige på nippet til at gå i luften, så der er masser af glæde sig til, på trods af at Coronakrisen stadig kradser.

Selv om midtbyen i Holstebro grundet covid-19 stadig ikke vrimler med samme folkemængde, som der plejer at være på denne årstid, så er de erhvervsdrivende i Holstebro og byens andre aktører stadig positive og fulde af nye idéer. På gårsdagens fjerde BID-møde deltog hele 25 personer fra byens butikker, museer, foreninger, kommunen etc. for at drøfte eksisterende og nye tiltag, som skal skabe mere omsætning og liv i gågadens nordlige del.

– Jeg er virkelig glad for det store fremmøde. Det vidner om, at Holstebro står sammen i denne svære tid, og at der er en fantastisk energi blandt byens aktører. Selv om man er presset som eksempelvis forretningsdrivende, så har man stadig overskud og lyst til at stå sammen, siger Jesper Larsen, der er formand for Holstebro Cityvækst og direktør i Holstebro udvikling.

BID står for Business Improvement Districts og går netop ud på at samle butiksejere, ejendomsejere, liberale erhverv, foreninger, kommunen og helt almindelige borgere i en fælles indsats for en afgrænset del af byen, som netop de har interesse i og lyst til at være med til at udvikle.

Stik tæerne i sand

På tidligere BID-møder har deltagerne blandt andet sat gang i et nyt strandområde nord for Vandkunsten i Holstebros gågade. Her skal et “amfimøbel” blandt andet danne rammen om en oase med sand og grønne planter, som kan benyttes af byens handlende, sportsforeninger, ungdomsskolen og andre.

– Vi afventer som resten af landet Mette Frederiksens næste udspil til yderligere genåbning af landet 10. maj. Hvis det bliver tilladt at samles mere end 10 personer ad gangen, regner vi med at åbne snarest muligt, siger Jesper Larsen.

Ny butik på vej

En arbejdsgruppe arbejder desuden på at finde et ledigt lokale i gågaden, som kan bruges som udstillingsvindue og salg for byens butikker. Her kan butikkerne sælge udvalgte varer til gode priser.

Vi er på jagt efter et egnet lokale, men jeg regner med, at det snart er på plads, så vi kan åbne og dermed hjælpe byens butikker med at få mere salg, siger Jesper Larsen.

Lige nu er cirka 50 aktører meldt sig til at bidrage til byens udvikling i BID-regi. Men der er plads til flere, siger Jesper Larsen.

Fortæl gerne om BID-initiativet til dem, som du tænker, kan bidrage med noget positivt til vores bys udvikling. Jo flere vi er, jo flere er vi også til at skabe nye initiativer og netværk og samarbejder til glæde for ikke kun de involverede i BID, men hele byen, understreger Jesper Larsen.

Næste BID-møde holdes 15. juni klokken 8.30. Hvis det bliver tilladt at samles mere end 10 personer, bliver det et fysisk møde. Hold øje med Holstebro Udviklings hjemmeside og Facebookside for yderligere info.

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev