Menu

Succesfuld byudvikling fører til Holstebro Udvikling 2.0

12 okt, 2020

Nu er fundamentet på plads for fremtidens udvikling af Holstebro by. Derfor får Kommunens og Færchfondens fælles selskab, Holstebro Udvikling, helt naturligt nye opgaver.

Holstebro Udvikling er sat i verden for at understøtte udviklingen af fremtidens Holstebro by. Derfor har selskabet i de seneste to år sørget for, at også de unge er blevet involveret i udviklingen af byen, at 1000 borgerforslag er blevet indarbejdet i Byens Plan af arkitektteams (masterplan for udvikling af byen), og at byens handelsliv har fundet sammen i et samarbejde, som skal skabe en mere levende by.

”Samarbejdet mellem Kommunen (det offentlige), og Færchfonden (det private erhvervsliv), har vist sin store styrke gennem vores fælles selskab, Holstebro Udvikling. Med Jesper Larsen i front har vi i Holstebro vist vejen for, hvordan man inddrager rigtig mange mennesker i fremtidens byudvikling. Vi står nu med det stærkest mulige grundlag for at lave spændende byudvikling, som også vil kunne ses om 50 og 100 år,” siger bestyrelsesformand i Holstebro Udvikling, Annemette Færch, samt borgmester og næstformand i udviklingsselskabet, H.C. Østerby.

Første fase af opgaven er løst: masterplanen er i sommer afleveret til byrådet, og forvaltningen er trukket i arbejdstøjet og i gang med at få den spændende helhedsplan indarbejdet i konkrete lokalplaner.

Ny fase – ny profil i spidsen

Anden fase markerer derfor naturligt et skifte i rammerne og de opgaver, som Holstebro Udvikling skal løse i version 2.0.

”Jeg har stået i spidsen for nok Danmarks mest interessante byudviklingsprojekt og med masterplanen i hus, så er processen i rigtig god gænge. Mine kompetencer og store interesse retter sig mod udvikling af større ejendomsprojekter, og da det er besluttet, at den videre udvikling af sygehusgrunden ligger uden for Holstebro Udviklings regi, så er tidspunktet rigtigt for, at jeg vender tilbage til mine tidligere arbejdsopgaver med projektudvikling. Derfor har jeg sagt mit job op ved årsskiftet. Det giver bestyrelsen fine muligheder for at finde den helt rigtige profil til næste fase for selskabets arbejde,” fortæller direktør Jesper Larsen, Holstebro Udvikling.

Bestyrelsesformand Annemette Færch takker Jesper Larsen for de milepæle, som Holstebro Udvikling med ham i spidsen har nået, og hun har stor respekt for, at han gerne vil arbejde videre med projektudvikling gennem sit eget selskab.

“Nu går processen i gang med at finde den ny direktør for Holstebro Udvikling. Direktøren skal fortsat have fokus på den strategiske udvikling af Holstebro by, men nu med øget fokus på at styrke samarbejdet på tværs i byen og på at booste innovation, handelsliv og udvikling af fællesskaber og byrum i midtbyen.”

H.C. Østerby supplerer: ”I Holstebro har vi styrken til at skabe en spændende og anderledes byudvikling. Det ligger dybt i byens og borgernes DNA, at vi ikke venter på, at der kommer nogen og løser problemerne for os. Vi trækker derimod selv i arbejdstøjet. Det kræver, at vi alle fortsat har lyst og engagement til at arbejde på kryds og tværs af traditionelle skel. Det bliver en vigtig opgave for Holstebro Udvikling at stå i front af”.

Østerby fortsætter: ”Derfor får Holstebro Udvikling fremad til huse midt i byen – måske i en tidligere butik eller anden bynær placering – så spændende projekter kan vises frem og tjene til inspiration, og så er det let for borgerne og alle andre aktører at kigge forbi.”

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev