Menu

Unge gav tommel op – og ned – til Holstebro

17 jan, 2019

Der var både røfler til parkeringshuse, kreativitet og store visioner, da 27 unge fra Rolf Krake Skolen, HTX og Produktionsskolen gav deres bud på en mere ungevenlig by, da Holstebro Udvikling holdt Unge-Event 17. januar 2019.

Under ledelse af konsulenthuset CFBO blev de unge sendt ud i byen i grupper for at give en tommel op og en tommel ned til de bedste og værste steder i Holstebro, hvor der blandt andet var roser til gågaden, biblioteket og Den Røde Plads, mens der var tidsler til parkeringshuse, trafiksikkerhed og anlæggets beskaffenhed. Herefter skulle de unge lade kreativiteten få frit løb og præsentere deres visioner for et fremtidigt Holstebro i en video – og her var særligt samlingssteder i fokus.

– Min gruppe præsenterede idéen om at udnytte det kæmpe potentiale Bazaren har, som jo slet ikke bliver udnyttet nu. Vi tænker, at man kan lade sig inspirere af den stemning, der er på Aarhus Street Food med caféer, musik og siddepladser. Hvis man kunne skabe sådan et miljø, tror jeg, det vil blive et centralt sted for unge i Holstebro, siger Malte Møller Høegh på 19 år fra HTX i Holstebro, der sammen med vennerne savner et sted at samles, som ikke er McDonalds eller centrerer sig om alkohol.

Et fremtidigt Holstebro
Andre grupper ønskede sig et cafémiljø ved åen, mens et samlingssted og bibliotek i godsbanehallerne med en gangbro på tværs af togskinnerne til slagterigrunden, var blandt de mere ambitiøse. Men særligt ideen om en ungdomscafé og ungdomsboliger på sygehusgrunden faldt i god jord hos direktøren for Holstebro Udvikling, Jesper Larsen, der lyttede med, da de unge præsenterede deres ideer.

– De unge er en stor og vigtig del af byens brugere og også de fremtidige brugere af byens rum. Derfor er det meget vigtigt for os at være i dialog med de unge og høre deres mening. At vi så har haft fornøjelsen af så super engagerede unge med så skarpe ideer, er en stor gave til vores arbejde. Nu har vi en masse indtryk, vi lige skal sunde os på, men jeg kan sagtens se muligheder i bedre trafikale forhold for cyklister og ungdomsboliger på sygehusgrunden, siger Jesper Larsen og tilføjer, at dialogen med de unge fortsætter.

Hvordan Holstebro ser ud om 10 år har måske også stor betydning for Isabell Moskjær på 18 år fra HTX, som regner med at søge tilbage til Holstebro, når studierne i de større byer er veloverstået.

”Det må ikke være blevet til en storby som Aarhus eller København, det skal stadig være den by, jeg voksede op i. Men jeg håber, mine børn får bedre muligheder i byen, når de er unge, og at det her arbejde i dag måske er med til at sikre det,” siger hun.

Unge-Eventet var første møde i Holstebro Udviklings arbejde, hvor de senere på måneden mødes med erhvervslivet til Byforum. 27. februar er alle inviteret til Byens Møde i Musikteatret, hvor alle, unge som gamle, kan høre mere om planerne og komme med input til fremtidens Holstebro. Det er gratis, og alle er velkomne.

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev