Holstebro gav arkitekter sol i kinderne og stof til eftertanke
Holstebro Udvikling P/S var sammen med Holstebro Kommune vært for de tre tværfaglige arkitektteams, Team Lendager, Team AART og Team Vandkunsten, da de mandag blev vist rundt i Holstebro. Her fik arkitekterne rig mulighed for at se midtbyens områder og mursten, mens byens puls og kultur tydeligt skinnede igennem.
- april er den internationale Dansens Dag, og derfor blev rundvisningen i balletbyen naturligvis danset i gang til Dolly Partons toner af Balletskolen Holstebros 5. og 6. klasser, inden direktør for Holstebro Udvikling P/S, Jesper Larsen, og planchef i Holstebro Kommune, Thomas Leerberg, bød de knap 40 deltagere på turen velkommen.
Herfra ventede der et par timer med gåtur rundt i Holstebro midtby, hvor der var arrangeret stop med oplæg ved interessante byudviklingsområder. Ruten gik fra Slagteriet, over Nørreport, Sygehusgrunden, Lystanlægget, Danmarksgade, Enghaven, Nørregade, Storåen, Den Røde Plads, Sønderland- og port og endeligt til Holstebro Museum.
Der var meget i vente på rundvisningen i Holstebro
Sammenhæng giver udfordringer
Et gennemgående tema i byudviklingsprocessen har været den dårlige sammenhæng mellem b.la. gågaden, Nørreport og videre til stationen, Slagteriet og VIA University College. Netop det italesatte Knud Lundgaard-Karlshøj, som med sin partner, Jacob Lausten, i firmaet LALUKA, ejer den gamle politistation og posthuset. Her nævnte ejerne blandt andet muligheden for at bygge i højden og udnytte, at Nørreport er et af byens højeste områder.
Ved sygehuset blev de guidede snart mødt af endnu et kulturelt indslag, da Tango MidtVest bød op til tangodans, før den i 2021 kommunalt ejede, 70.000 kvadratmeter store grund blev taget i øje af arkitekterne.
– Jeg synes især sygehusgrunden har et potentiale; det er bynært, det er grønt, det er lidt tæt. Man kan etablere andre bymæssige forhold. Der er noget eksisterende, det er ikke så meget barmarks-studie. Der er en masse man ska have med i ligningen. Det er interessant. Udfordringen er i at få fodgængere, trafik og togtrafikken til arbejde sammen om bedre sammenhæng, sagde arkitekt hos TRANSFORM, Rune Bach, som i arkitektkonkurrencen er en del af Team Lendager.
Det synspunkt deler han med byplanlægger hos Tegnestuen Vandkunsten, Maria Crammond. Hun ser en opgave i at bruge de enkelte områdes kvaliteter, og lade dem give energi til hinanden.
– Stationsområdet og sygehuset er rigtigt spændende. Det der med at have noget eksisterende vi skal transformere, som har en arv, vi skal give en ny kontekst og danne et nyt kvarter er rigtigt spændende. Stationen ligger sådan lidt død og forladt hen, når man møder byen første gang. Den har brug for at blive forbundet bedre, sagde Maria Crammond, der på rundturen var imponeret over husenes spring i etagehøjderne, tagprofilerne og Holstebros terræn, som byplanlæggeren ser både udfordringer og spændende muligheder i.
Odin Teatrets måske mest kendte skikkelse underholdt følget ved gågaden
Kultur i bybilledet
Via Lystanlægget, Danmarksgade og med et længere stop ved Enghaven, endte arkitektholdene ved indgangen til Nørregade og en af Danmarks hyggeligste gågader. Her blev de mødt af en af Odin Teatrets kendte skikkelser, da en harmonikaspillende isbjørn spillede op til dans inden teatret for alvor bød velkommen til gågaden; iført enhjørningmasker og med trommespil på klapstole, sang og vildmarks-hujen.
På Den Røde Plads spillede Dansens Dag og Holstebro Balletskole igen en rolle, da de havde flyttet danseundervisningen ud på det store torv som endnu et festligt indslag, inden de knap 40 deltagere nåede til Holstebro Museum, hvor der var frokost.
De kulturelle indslag, solens stråler og den lune forårsluft havde en gavnlig effekt på oplevelsen af Holstebro, sagde Line Willacy, som er leder af byplanlægningsafdelingen hos AART Arkitekter.
– Jeg er vildt positivt overrasket over byen. Man blev jo glad, når man gik rundt og så, hvor meget liv og kultur, der er i Holstebro. Det er ikke sikkert, det er synligt for alle på samme måde, når de besøger Holstebro. Men der er kunst og kultur, og det synes jeg er et stærkt vækstgrundlag for at lave en fantastisk masterplan for Holstebro, sagde Line Willacy.
Odin Teatret fulgte i bedste gadegøgler-manér arkitekterne ned ad gågaden
Ha’ de lange briller på
Bestyrelsen for Holstebro Udvikling P/S stødte til de nu Holstebro-kendte arkitekthold til frokosten. Og det var med håb om de helt store ambitioner.
– I skal stile højt og ambitiøst. Vi har i bestyrelsesgruppen det lange perspektiv på, og med den teknologiske udvikling, der går hurtigt for tiden, er de lange briller væsentlige. Vi er ikke interesserede i byggeri, der kun holder 20 år, sagde formanden for bestyrelsen i Holstebro Udvikling P/S, Annemette Færch.
Holstebros borgmester og bestyrelsesmedlem, H.C. Østerby, supplerede sin bestyrelsesformand.
– Det er her og nu, vi præger en mellemstor provinsby som Holstebro de næste 50 til 100 år. Men det er også en udfordring, for vi har mange elementer, der skal passe sammen. Vi har kulturen, fritidslivet, handelslivet og uddannelserne. I skal vide, at vi i kommunen brænder for, at det her kommer til at sætte sig i fremtidens Holstebro, sagde borgmesteren.
De tre arkitektteams afleverer deres bud på en sammenhængende, langsigtet og ambitiøs udviklingsplan for Holstebro midtby sidst i august. Vinderen forventes offentliggjort start oktober, og den endelige udviklingsplan forventes klar inden årsskiftet
Direktør for Holstebro Udvikling, Jesper Larsen, mener, at arkitekterne efter i dag er fuldt klædt på til at skabe en fælles midtby for alle.
– Jeg er sikker på, at vi i dag har givet arkitektholdene det bedst mulige indtryk af Holstebro. Jeg tror, de tre arkitekthold tager fra Holstebro med mere end bare et indtryk af byens mursten, men de har også fået en stærk fornemmelse af byens puls, kultur og mennesker, sagde direktøren.
Om os
Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.
Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.