Menu

Initiativer skaber mere gang i byen

7 nov, 2019

Et forskningsprojekt og et nyt formandskab skal være med til at støtte op om Holstebro Udviklings arbejde for en mere levende og stærkere midtby for byens borgere og handelslivet.

En samlet plan for byudvikling i Holstebro og mere gang i bymidten er to sider af samme sag. Derfor er det naturligt, at Jesper Larsen, direktør i Holstebro Udvikling, også er blevet ny formand for Cityvækst. Udover at samle midtbyens spillere, så går opgaven også på at skabe mere liv i byen gennem partnerskaber, der finansierer, udvikler og driver bymidten på en ny måde.

– Holstebro deler udfordring med mange andre byer i Danmark. Vi vil imidlertid være kendt for liv i midtbyen frem for en bymidte, der er skæmmet af lukkede forretninger. Det kræver nye samarbejder og nye måder at tænke byen på, siger Jesper Larsen, der allerede – gennem et samarbejde på tværs – har sat skub i unges ideer til aktiviteter i tomme butikslokaler i midtbyen.

Han understreger, at målet om mere gang i midtbyen er en udfordring, som kræver hårdt arbejde og samarbejdsvilje hos mange aktører i byen. Helhedsplanen for byudviklingen, som skal ligge klar i starten af 2020, kommer til at skabe bedre rammer for en levende by, mens organisering og indhold skal ’hældes i’ af mange aktører.

Forskningsprojekt gør noget ved tomme butikker

Netop nye måder at skabe liv i de tomme butikker på skal forskeren Anders Brøndum Klein også arbejde med. Han vil fra årsskiftet facilitere en lokal arbejdsgruppe bestående af borgere og repræsentanter fra kommunen og det lokale erhvervsliv, som har sat sig for at lave en model for nye måder at skabe mere liv i midtbyen på. Modellen skal både komme Holstebro og forhåbentligt mange andre byer til gode. Opgaven udgør Anders Brøndum Kleins erhvervsPhD om progressiv byudvikling i Holstebro.

– Jeg glæder mig til at følge arbejdet med de tomme butikker, fordi det er en utrolig vigtig problemstilling i en moderne by. Tomme butikker suger livet ud af en by. Holstebro er kendt for at arbejde med inddragelse af mange aktører i udviklingen af byen. Den involvering går igen i ’mit’ projekt. Her vil vi skabe resultater gennem en arbejdsgruppe og en række vigtige aktører fra Holstebro, som byder ind med deres viden, kompetencer og erfaring via forskellige workshops, fortæller Anders Brøndum Klein og fortsætter.

– Ambitionen for arbejdsgruppen er at udvikle et attraktivt bydelskoncept for tomme butikslokaler i Holstebro bymidte, understøttet af en bæredygtig forretningsmodel. Koncept og forretningsmodel skal kunne flytte rundt og overføres til andre butikslokaler i Holstebro bymidte i takt med, at butikslokaler bliver udlejet og nye butikslokaler bliver tomme, siger Anders Brøndum Klein. 

Både koncept og forretningsmodel skal sættes i søen og testes i Holstebro bymidte inden sommeren 2020.

Her kan du læse mere om Anders Brøndum Kleins erhvervsPhD

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev