Menu

Arkitektkonkurrencen om fremtidens Holstebro skudt i gang

26 apr, 2019

Holstebro Udvikling P/S præsenterer i dag det konkurrencemateriale, de tre tværfaglige arkitektteams skal tage udgangspunkt i, når stregerne til fremtidens midtby i Holstebro skal tegnes. I dag får arkitekterne også mulighed for selv at se nærmere på Holstebro, når Holstebro Udvikling er vært ved en rundtur i byen.

Startskuddet til konkurrencen om at lave det bedste bud på en sammenhængende, langsigtet og ambitiøs udviklingsplan for Holstebro midtby, bliver affyret i dag.

Holstebro Udvikling P/S præsenterer i dag konkurrencematerialet for de tre arkitektteams, Team Vandkunsten, Team AART og Team Lendager, de over de kommende måneder skal tage udgangspunkt i, når de skal give et helt konkret bud på en udviklingsplan for Holstebro midtby.

– De får en god start, fordi Holstebro Udvikling allerede har lavet et stort arbejde med at inddrage rigtig mange i processen. Borgerne har været meget engagerede, men der har også været et stort engagement fra mange andre sider, der nu resulterer i et konkurrencemateriale, som peger arkitekterne i en retning. Nu bliver det spændende at se, hvad de kommer frem til, siger partner i byplantegnestuen CFBO, Rasmus Cassøe, der står for arkitektkonkurrencen.

I konkurrencematerialet er Holstebro inddelt efter temaer og geografi, hvor der bl.a. er fokus på at få en mere blå og grøn by, en bedre sammenhæng i hele bymidten, kulturen og bylivet samt at styrke Holstebro som handelsby.

Arkitekterne på rundtur i dag

Arkitekterne får i dag, mandag, mulighed for selv at se godt og grundigt på Holstebro, når Holstebro Udvikling og Holstebro Kommune er vært ved en rundtur i byen. Her viser udviklingsselskabets bestyrelse og byplantegnestuen CFBO rundt ved de udviklingsrelevante områder som Slagteriet, Sygehusgrunden og Enghaven. Men det er ligeså vigtigt, at arkitektholdene ser Holstebro og fornemmer stemningen og byens puls, mener direktør, Jesper Larsen. 

– Det betyder selvfølgelig meget for os, at arkitektholdene kommer ud og ser de steder, de skal arbejde med. Men endnu vigtigere er det, at holdene kommer ud og oplever byens puls. Udviklingsplanen skal udarbejdes med respekt for byens historie, kultur og liv. De skal tegne en midtby for alle, og vi glæder os til at byde dem velkommen, siger Jesper Larsen.

Efter rundturen er der en workshop, hvor de tre tværfaglige teams kan blive meget klogere på opgaven, og Holstebro Udviklings bestyrelse og styregruppe bliver klogere på arkitekternes indledende tanker.

De tværfaglige arkitektteams skal aflevere deres bud på en udviklingsplan i sensommeren, og den endelige Byens Plan skal være færdig ved udgangen af 2019. 

 

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev