Menu

Tilbageblik på 2022

Tilbageblik på 2022

Modtager du ikke allerede vores nyhedsmails direkte ind i din indbakke, som over 1.000 andre? Så kan du tilmelde dig her: 

Tilbageblik på 2022

Julefreden sænker sig langsomt, og også i Holstebro Udvikling begynder vi at runde året af og lægge an til juleferie. 2022 har været et år, hvor der er sket meget – her får du nogle af årets højdepunkter og et indblik i noget af det, vi glæder os til i 2023:

Eksperimenter i bymidten

I Holstebro Udvikling vil vi gerne gennem eksperimenter i byens rum være med til at udfordre den måde, vi bruger byens rum på, og være med til at skubbe på de visioner, der er ridset op i Byens Plan. Hvis du er nysgerrig på, hvordan vi arbejder i praksis med byudvikling, har du mulighed for at se tre små indslag, som TV Midtjylland lavede i september om netop det.

Kan du huske… 

  • Da du kunne sidde og drikke kaffe i et grønt byrum på Færchtorvet og nyde den flotte belysning af træet og verdensmålsudstillingen?

  • Da du kunne få lov til at afprøve dit nye forretningskoncept, vise dine kreative evner og gennem workshops være med til at skabe liv i det tomme lokale i Nørregade 13?

  • Da du kunne rappelle fra Sengetårnet eller prøve en af de mange andre aktiviteter, der var med til at sætte Sygehusgrundens rejse mod en spændende ny bydel i gang?

  • Da du første gang gik en tur i området ved Østergade-Brotovet under de mange lamper, der nu spreder lys og hyggestemning, når det er mørkt?

Det glæder vi os til i 2023

Opvarmning til jubilæumsåret

Holstebro Udvikling arbejder for at gøre Holstebro til en moderne grøn kulturkøbstad og derfor er Holstebro Udvikling også en aktiv samarbejdspartner i planlægningen af byens 750-års jubilæum. Holstebro Udvikling er både repræsenteret i jubilæumskomitéen og i diverse arbejdsgrupper, og vi glæder os til sammen med mange andre aktører at folde det endnu mere ud i 2023, så vi sammen kan sikre at Holstebro også er en attraktiv by at bo og leve i de kommende 750 år.

Samarbejde om Sygehusgrunden

I 2023 kommer der til at ske rigtig mange spændende ting på Sygehusgrunden. En af de måder, vi i Holstebro Udvikling arbejder med transformationen til en grøn kulturkøbstad, er ved at arbejde med at skabe aktiviteter og midlertidige tiltag på Sygehusgrunden, der skal være med til at sikre sammenhæng med bymidten, byliv og borgerdeltagelse. Hvis du har lyst og overskud til at være en del af processen, kan du skrive dig op på vores interesseliste eller indsende gode idéer her:

Tak til samarbejdspartnere

Også i 2022 har vi haft et fantastisk samarbejde med borgere, aktører og interessenter, der med spændende og konstruktive idéer har haft lyst til med store, såvel som små, tiltag at udvikle bymidten. Tak for det. Vi værdsætter i den grad relationer, og vi glæder os til i 2023 at videreudvikle byen sammen med både allerede kendte og nye samarbejdspartnere. En stor tak til alle for 2022 og på gensyn i 2023.


Glædelig jul og et godt og lykkebringende nyt år til jer alle fra Holstebro Udvikling.

Mange hilsner

Maj Britt Rosenmeyer Olsen

Direktør, Holstebro Udvikling

Er du interesseret i byudvikling? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Holstebro Udvikling, og vær med i udviklingen.

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev