Menu

Holstebro gav arkitekter sol i kinderne og stof til eftertanke

Holstebro gav arkitekter sol i kinderne og stof til eftertanke

Solbeskinnede Holstebro kunne næsten ikke have taget sig smukkere ud, da de tre tværfaglige arkitektteams mandag 29. april blev vist rundt i Holstebro. Høj sol og Dansens Dag var med til at Holstebro viste sig fra sin bedste side for de tre arkitektteams, der også fik et indblik i byens rige kulturliv.

Holstebro Udvikling P/S var sammen med Holstebro Kommune vært for de tre tværfaglige arkitektteams, Team Lendager, Team AART og Team Vandkunsten, da de mandag blev vist rundt i Holstebro. Her fik arkitekterne rig mulighed for at se midtbyens områder og mursten, mens byens puls og kultur tydeligt skinnede igennem.

  1. april er den internationale Dansens Dag, og derfor blev rundvisningen i balletbyen naturligvis danset i gang til Dolly Partons toner af Balletskolen Holstebros 5. og 6. klasser, inden direktør for Holstebro Udvikling P/S, Jesper Larsen, og planchef i Holstebro Kommune, Thomas Leerberg, bød de knap 40 deltagere på turen velkommen.

Herfra ventede der et par timer med gåtur rundt i Holstebro midtby, hvor der var arrangeret stop med oplæg ved interessante byudviklingsområder. Ruten gik fra Slagteriet, over Nørreport, Sygehusgrunden, Lystanlægget, Danmarksgade, Enghaven, Nørregade, Storåen, Den Røde Plads, Sønderland- og port og endeligt til Holstebro Museum.

Der var meget i vente på rundvisningen i Holstebro

Sammenhæng giver udfordringer

Et gennemgående tema i byudviklingsprocessen har været den dårlige sammenhæng mellem b.la.  gågaden, Nørreport og videre til stationen, Slagteriet og VIA University College. Netop det italesatte Knud Lundgaard-Karlshøj, som med sin partner, Jacob Lausten, i firmaet LALUKA, ejer den gamle politistation og posthuset. Her nævnte ejerne blandt andet muligheden for at bygge i højden og udnytte, at Nørreport er et af byens højeste områder.

Ved sygehuset blev de guidede snart mødt af endnu et kulturelt indslag, da Tango MidtVest bød op til tangodans, før den i 2021 kommunalt ejede, 70.000 kvadratmeter store grund blev taget i øje af arkitekterne.

– Jeg synes især sygehusgrunden har et potentiale; det er bynært, det er grønt, det er lidt tæt. Man kan etablere andre bymæssige forhold. Der er noget eksisterende, det er ikke så meget barmarks-studie. Der er en masse man ska have med i ligningen. Det er interessant. Udfordringen er i at få fodgængere, trafik og togtrafikken til arbejde sammen om bedre sammenhæng, sagde arkitekt hos TRANSFORM, Rune Bach, som i arkitektkonkurrencen er en del af Team Lendager.

Det synspunkt deler han med byplanlægger hos Tegnestuen Vandkunsten, Maria Crammond. Hun ser en opgave i at bruge de enkelte områdes kvaliteter, og lade dem give energi til hinanden.

– Stationsområdet og sygehuset er rigtigt spændende. Det der med at have noget eksisterende vi skal transformere, som har en arv, vi skal give en ny kontekst og danne et nyt kvarter er rigtigt spændende. Stationen ligger sådan lidt død og forladt hen, når man møder byen første gang. Den har brug for at blive forbundet bedre, sagde Maria Crammond, der på rundturen var imponeret over husenes spring i etagehøjderne, tagprofilerne og Holstebros terræn, som byplanlæggeren ser både udfordringer og spændende muligheder i.

Odin Teatrets måske mest kendte skikkelse underholdt følget ved gågaden 

 
Kultur i bybilledet 

Via Lystanlægget, Danmarksgade og med et længere stop ved Enghaven, endte arkitektholdene ved indgangen til Nørregade og en af Danmarks hyggeligste gågader. Her blev de mødt af en af Odin Teatrets kendte skikkelser, da en harmonikaspillende isbjørn spillede op til dans inden teatret for alvor bød velkommen til gågaden; iført enhjørningmasker og med trommespil på klapstole, sang og vildmarks-hujen.

På Den Røde Plads spillede Dansens Dag og Holstebro Balletskole igen en rolle, da de havde flyttet danseundervisningen ud på det store torv som endnu et festligt indslag, inden de knap 40 deltagere nåede til Holstebro Museum, hvor der var frokost.

De kulturelle indslag, solens stråler og den lune forårsluft havde en gavnlig effekt på oplevelsen af Holstebro, sagde Line Willacy, som er leder af byplanlægningsafdelingen hos AART Arkitekter.

– Jeg er vildt positivt overrasket over byen. Man blev jo glad, når man gik rundt og så, hvor meget liv og kultur, der er i Holstebro. Det er ikke sikkert, det er synligt for alle på samme måde, når de besøger Holstebro. Men der er kunst og kultur, og det synes jeg er et stærkt vækstgrundlag for at lave en fantastisk masterplan for Holstebro, sagde Line Willacy.

Odin Teatret fulgte i bedste gadegøgler-manér arkitekterne ned ad gågaden 

Ha’ de lange briller på

Bestyrelsen for Holstebro Udvikling P/S stødte til de nu Holstebro-kendte arkitekthold til frokosten. Og det var med håb om de helt store ambitioner.   

– I skal stile højt og ambitiøst. Vi har i bestyrelsesgruppen det lange perspektiv på, og med den teknologiske udvikling, der går hurtigt for tiden, er de lange briller væsentlige. Vi er ikke interesserede i byggeri, der kun holder 20 år, sagde formanden for bestyrelsen i Holstebro Udvikling P/S, Annemette Færch.

Holstebros borgmester og bestyrelsesmedlem, H.C. Østerby, supplerede sin bestyrelsesformand.

– Det er her og nu, vi præger en mellemstor provinsby som Holstebro de næste 50 til 100 år. Men det er også en udfordring, for vi har mange elementer, der skal passe sammen. Vi har kulturen, fritidslivet, handelslivet og uddannelserne. I skal vide, at vi i kommunen brænder for, at det her kommer til at sætte sig i fremtidens Holstebro, sagde borgmesteren.

De tre arkitektteams afleverer deres bud på en sammenhængende, langsigtet og ambitiøs udviklingsplan for Holstebro midtby sidst i august. Vinderen forventes offentliggjort start oktober, og den endelige udviklingsplan forventes klar inden årsskiftet

Direktør for Holstebro Udvikling, Jesper Larsen, mener, at arkitekterne efter i dag er fuldt klædt på til at skabe en fælles midtby for alle.

– Jeg er sikker på, at vi i dag har givet arkitektholdene det bedst mulige indtryk af Holstebro. Jeg tror, de tre arkitekthold tager fra Holstebro med mere end bare et indtryk af byens mursten, men de har også fået en stærk fornemmelse af byens puls, kultur og mennesker, sagde direktøren.

 

 

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Arkitektkonkurrencen om fremtidens Holstebro skudt i gang

Arkitektkonkurrencen om fremtidens Holstebro skudt i gang

Holstebro Udvikling P/S præsenterer i dag det konkurrencemateriale, de tre tværfaglige arkitektteams skal tage udgangspunkt i, når stregerne til fremtidens midtby i Holstebro skal tegnes. I dag får arkitekterne også mulighed for selv at se nærmere på Holstebro, når Holstebro Udvikling er vært ved en rundtur i byen.

Startskuddet til konkurrencen om at lave det bedste bud på en sammenhængende, langsigtet og ambitiøs udviklingsplan for Holstebro midtby, bliver affyret i dag.

Holstebro Udvikling P/S præsenterer i dag konkurrencematerialet for de tre arkitektteams, Team Vandkunsten, Team AART og Team Lendager, de over de kommende måneder skal tage udgangspunkt i, når de skal give et helt konkret bud på en udviklingsplan for Holstebro midtby.

– De får en god start, fordi Holstebro Udvikling allerede har lavet et stort arbejde med at inddrage rigtig mange i processen. Borgerne har været meget engagerede, men der har også været et stort engagement fra mange andre sider, der nu resulterer i et konkurrencemateriale, som peger arkitekterne i en retning. Nu bliver det spændende at se, hvad de kommer frem til, siger partner i byplantegnestuen CFBO, Rasmus Cassøe, der står for arkitektkonkurrencen.

I konkurrencematerialet er Holstebro inddelt efter temaer og geografi, hvor der bl.a. er fokus på at få en mere blå og grøn by, en bedre sammenhæng i hele bymidten, kulturen og bylivet samt at styrke Holstebro som handelsby.

Arkitekterne på rundtur i dag

Arkitekterne får i dag, mandag, mulighed for selv at se godt og grundigt på Holstebro, når Holstebro Udvikling og Holstebro Kommune er vært ved en rundtur i byen. Her viser udviklingsselskabets bestyrelse og byplantegnestuen CFBO rundt ved de udviklingsrelevante områder som Slagteriet, Sygehusgrunden og Enghaven. Men det er ligeså vigtigt, at arkitektholdene ser Holstebro og fornemmer stemningen og byens puls, mener direktør, Jesper Larsen. 

– Det betyder selvfølgelig meget for os, at arkitektholdene kommer ud og ser de steder, de skal arbejde med. Men endnu vigtigere er det, at holdene kommer ud og oplever byens puls. Udviklingsplanen skal udarbejdes med respekt for byens historie, kultur og liv. De skal tegne en midtby for alle, og vi glæder os til at byde dem velkommen, siger Jesper Larsen.

Efter rundturen er der en workshop, hvor de tre tværfaglige teams kan blive meget klogere på opgaven, og Holstebro Udviklings bestyrelse og styregruppe bliver klogere på arkitekternes indledende tanker.

De tværfaglige arkitektteams skal aflevere deres bud på en udviklingsplan i sensommeren, og den endelige Byens Plan skal være færdig ved udgangen af 2019. 

 

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Næsten 1.000 ideer til byudvikling

Næsten 1.000 ideer til byudvikling

Holstebro Udvikling P/S har over de seneste par måneder modtaget tæt på 1.000 ideer fra borgere og andre, som har et bankende hjerte for Holstebro. Ideerne er samlet i en logbog, som skal gives til de arkitekthold, der skal arbejde med en plan for fremtidens midtby i Holstebro.


Holstebro Udvikling P/S har gennem flere måneder arbejdet med at involvere borgerne og byens andre spillere i udviklingen af fremtidens Holstebro bymidte. Målet er, at alle gode ideer kommer i spil.

– Det er jo helt vildt og overvældende, at vi har fået næsten 1000 ideer og forslag fra en masse mennesker, der virkelig interesserer sig for udviklingen af Holstebro. Jeg har aldrig været i tvivl om, at der var opbakning til vores projekt, men det overrasker mig meget positivt, at interessen har været så stor, siger Jesper Larsen, direktør Holstebro Udvikling P/S.

Logbogen, som huser alle idéerne, bliver en del af det konkurrencemateriale, som tre tværfaglige arkitektteams skal tage udgangspunkt i, når stregerne til den fremtidige midtby skal tegnes.

– Vi glæder os meget til at give dem materialet, så de kan komme i gang med arbejdet. Selv om alle ideer selvfølgelig ikke kan føres ud i livet, så glæder jeg mig især til at give dem logbogen, fordi det er et fantastisk vidnesbyrd om, hvor engagerede borgerne og byens andre aktører er i at videreudvikle Holstebro til en endnu mere spændende by. Det er det stærkest mulige grundlag for at gennemføre en stærk byudvikling, siger Jesper Larsen.

Konkurrencematerialet bliver offentliggjort en af de kommende dage. Derefter er Holstebro Udvikling vært ved en rundvisning i Holstebro, hvor arkitektholdene kan se nærmere på byen, før de begynder at tegne. De tre hold skal have et bud på en udviklingsplan klar inden sommeren er omme, og Holstebro Udvikling forventer, at den endelige byudviklingsplan ligger klar inden udgangen af året. 

  

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Holstebros byudvikling bliver et guldæg for boliginvestorer

Holstebros byudvikling bliver et guldæg for boliginvestorer

En ny undersøgelse viser efterspørgsel på tusindvis af nye boliger i Holstebro og stort potentiale for investeringer i byudviklingen. Rapporten er bl.a. baseret på data fra boligsalget, befolkningsudviklingen og borgernes fremtidige flytteplaner, boligønsker og betalingsvilje.

Selskabet Holstebro Udvikling P/S har nu konkrete tal og en grundig rapport fra Exometric, der dokumenterer de positive tendenser på boligmarkedet og cementerer behovet for byudvikling og nybyggeri de næste fem år.

Rapportens konklusioner, som blev forelagt Økonomiudvalget i går, understøtter kommunens udviklingsplaner og giver større tryghed hos investorer, der vil gøre en god forretning i Holstebro Kommune.

– Der er gode grunde til, at investorer og udviklere skal kigge mod Holstebro. Undersøgelsen viser, at der er et stærkt grundlag for spændende byudvikling og investeringer i ny boliger. I Holstebro er antallet af borgere steget gennem 10 år, og udviklingen ser ud til at fortsætte. Konkret er der efterspørgsel efter næsten 2000 boliger i de kommende år i et område, hvor boligpriserne stiger og liggetiden falder. Der er også basis for mere eksklusive bebyggelser, fordi mange indikerer, at de er villige til at betale mere for nye boliger, end hvad boligerne handles til nu, siger Annemette Færch, som er bestyrelsesformand for både Holstebro Udvikling P/S og Færchfonden.

Især behov for lejligheder

Rapporten afdækker bl.a. de fremtidige boligønsker hos kommunens borgere og mulige tilflyttere fra andre områder. Og vurderingen er, at der bliver øget efterspørgsel på lejligheder og rækkehuse i kommunen. Boligdrømmene er lige fordelt mellem ejerbolig og lejebolig.

Alene i områderne slagterigrunden, sygehusgrunden og Holstebro midtby er der et potentiale på ca. 1.100 boliger over de næste fem år. Flest ønsker her at bo i små og mellemstore lejligheder op til 110 m2.

Nye boliger til egne og nye borgere

Holstebro Kommunes befolkningsudvikling ligger procentuelt helt gennemsnitligt for regionens kommuner, men kan dog til forskel fra flere andre forvente en fortsat positiv befolkningsudvikling. Dermed opstår også et behov for nye boliger.

Den positive udvikling ses også i tendensen i søgningen til kommunen, som aldrig har været større og nu ligger på 2,2 %. Da Holstebro Kommune udgør ca. 1 % af Danmarks befolkning, er det faktisk en relativ større søgning end til fx Aarhus Kommune.

– Det er godt at få bekræftet og dokumenteret behovet for de store projekter med byudvikling, vi er i gang med over de kommende mange år. Det er med til at tiltrække investorerne og konsolidere Holstebro som en attraktiv centerby for tilflyttere, siger borgmester H.C. Østerby.

De store boligpotentialer i kommunen kommer også af, at mange i de næste år vil flytte internt i kommunen. Det kan fx være når husejere bliver ældre og ikke længere ønsker at blive boende i deres eksisterende villa. Her efterspørger de mindre, moderne og vedligeholdelsesfrie boliger.

Potentialevurderingen er bestilt af Holstebro Udvikling P/S hos rådgivningsvirksomheden Exometric. Deres analyser knytter geografiske data om forbrugertyper sammen med spørgepaneldata om befolkningens flytteintentioner, boligpræferencer, betalingsvilje mm.

Holstebro Udvikling P/S er et partnerskab mellem Holstebro Kommune og Færchfonden. Gennem byudviklingsprojekter fremmer selskabet en dynamisk og spændende by, som tiltrækker mere liv, mennesker, arbejdspladser og dermed vækst til hele Nordvestjylland i fremtiden.

 

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tre arkitektteams udvalgt til dyst i Holstebro

Tre arkitektteams udvalgt til dyst i Holstebro

Ud af 19 teams har bestyrelsen for Holstebro Udvikling P/S valgt Vandkunsten, AART og Lendager Group til at give hvert deres bud på en langsigtet udviklingsplan for midtbyen i Holstebro. Planen skal blandt andet omfatte den 70.000 kvadratmeter store sygehusgrund midt i byen.

Det var en svær opgave, der ventede styregruppen og bestyrelsen bag Holstebro Udvikling P/S, da hele 19 arkitektteams bød ind på opgaven om at udvikle fremtidens midtby i Holstebro.

– Der var tale om 19 meget spændende teams. Valget er faldet på de tre teams, som bestyrelsen mener, bedst kan løfte opgaven ud fra de kriterier, der er sat op, siger direktør for Holstebro Udvikling, Jesper Larsen.

”Team AART”, ”Team Vandkunsten” og ”Team Lendager”er de tre tværfaglige hold, der nu skal spidse blyanterne og de næste måneder slå streger til en langsigtet og sammenhængende udviklingsplan for midtbyen i Holstebro.  

Hvert team består af en hovedrådgiver og et antal samarbejdspartnere.

Forskellige bud i sigte

Ved valget af de teams har bestyrelsen lagt op til at få tre forskellige bud, vurderer Rasmus Cassøe, der er partner i byplantegnestuen CFBO, som afvikler arkitektkonkurrencen for Holstebro Udvikling.

CFBO er lige nu ved at lægge sidste hånd på konkurrencematerialet til de tre teams.

– Vi har fået rigtig mange forslag fra borgere, virksomheder og organisationer i Holstebro de seneste måneder, og det er i høj grad de input, vi nu beder de tre teams tage afsæt i og gøre til konkrete ideer, siger Rasmus Cassøe.

Med tre så forskellige og så ekstremt kompetente arkitektteams er jeg sikker på, vi får nogle vildt imponerende og ambitiøse bud på udviklingen af midtbyen i Holstebro. Det bliver en plan, som får betydning for livet i byen de næste mange år, siger han.

Attraktivt for investorer

De tre bud på udviklingsplaner skal ligge klar i løbet af efteråret, hvorefter Holstebro Udvikling vil udpege én vinder, som skal udforme den endelig plan for udviklingen af Holstebros midtby.  

Udviklingsplanen skal blandt andet omfatte den 70.000 kvadratmeter store grund midt i byen, som bliver ledig, når Hospitalsenheden Vest rykker til Gødstrup i 2021.

Planen skal efterfølgende være med til at skabe interesse hos og gennemsigtighed for investorer og andre, der vil udvikle helt konkrete byprojekter i Holstebro.

 

Fakta om de tre teams

Bestyrelsen i Holstebro Udvikling P/S har valgt følgende tre tværfaglige arkitektteams til at komme med deres bud på en ambitiøs og langsigtet udviklingsplan for Holstebro midtby.

Team AART

Hovedrådgiver: AART

Underrådgivere og konsulenter: SLA og NIRAS, T. Jakobsen og P. Sand

AART Arkitekter står blandt andet bag det prisvindende kulturhus og bibliotek ’Kulturværftet’ i Helsingør og vikingemuseet i Oslo. Det er også AART Arkitekter der har til opgave at omdanne Aarhus Kommunehospital til en campus integreret i byen.

I begrundelsen for valget lægger bestyrelsen vægt på det præcist sammensatte hold med lokal repræsentation, der udover kompetencer inden for strategisk byplanlægning og bybygning, landskab og trafikplanlægning, også rummer kompetencer inden for klimatilpasning, byliv, kultur, midlertidighed og kunst i byen.  


Team Vandkunsten

Hovedrådgiver: Tegnestuen Vandkunsten

Underrådgivere og konsulenter: Skaarup Landskab, ÅF, Torben Schønherr og ICP

Tegnestuen Vandkunsten har blandt andet lavet byudvikling på Køge Kyst, Svendborg Havn og i bydelen Aalborg Øst.

At valget faldt på dem, begrunder bestyrelsen med en god forståelse for opgaven og kompleksiteten, et præcist sammensat hold, der udover kompetencer inden for strategisk byplanlægning og bybygning, landskab og trafikplanlægning også rummer en meget stor kompetence inden for detailhandel og detailhandelsplanlægning.


Team Lendager

Hovedrådgiver: Lendager Group

Underrådgivere og konsulenter: TRANSFORM og Rambøll

Lendager Group tegner sig for en del af det nyeste byggeri i Ørestad Syd på Amager i København, med hvad der beskrives som verdens mest bæredygtige byggeri.

Lendager Group arbejder allerede i Holstebro, hvor de er med til at udvikle slagterigrunden. I begrundelsen for udvælgelsen lægger bestyrelsen vægt på den særlig kompetence og forståelse for bæredygtighed og cirkulær økonomi, som vurderes at være relevant og interessant i forhold til udviklingen af særligt sygehusgrunden.

 

Om os

Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.

Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.

Om Holstebro Udvikling

KONTAKT

Holstebro Udvikling P/S
Lægårdvej 10, 3A
7500 Holstebro

CVR: 39680645

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev