Grønnere jul i Holstebro gågade med levende juletræer og bæredygtigt pynt.
Fredag den 26. november, pyntede 4 aktører hvert deres juletræ med bæredygtigt julepynt de selv havde kreeret. Dette både for at skabe en hyggelig og julet atmosfære, men også for at bringe det grønne og bæredygtige ind i gågaden i Holstebro – meget i tråd med FN’s verdensmål 11 om bæredygtige byer.
De fire meter høje juletræer står spredt ned gennem gågaden, med bæredygtigt pynt der afspejler hver af aktørernes eget udtryk.
Naur-sir skole og Vestbyen friskole har pyntet deres træer på Mulighedernes Plads og Nygade. Her kan borgere opleve børnenes hjemmelavede pynt af gamle plastflasker, kasseret legetøj og gamle syltetøjslåg fra de to skoler, der går godt i tråd med verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion.
Verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene og nr. 10 om mindre ulighed, har klart temaet hos Holstebro Krisecenter og organisationerne bag “Stop Vold Mod kvinder”, der foruden krisecenteret tæller restaurationen Kamoon, Trivselshuset, Holstebro Bydelsmødre og kvinder der danner netværk. Deres træ står pyntet på Store Torv, med gamle potteskjulere og julehjerter af genbrugspapir med et klart budskab.
Holstebro Aktivitetscenter har også et helt unikt udtryk til deres træ på Danmarksgade, og har valgt at lave pynt bl.a. af det man kan finde i naturen, såsom bukke af træskiver og engle af grene. Det er altså bæredygtigt julepynt, som er lavet af let tilgængelige og nedbrydelige materialer, i tråd med verdensmål nr. 13 om klimaindsats.
MERE GRØNT TIL HOLSTEBRO GÅGADE
Juletræerne understøtter samtidig visionen fra Byens Plan, om mere grønt til Holstebro bymidte. Foruden de 4 pyntede træer, er der også opsat 15 juletræer på Den Røde Plads og 30 ved Danmarksgade.
Træerne er opsat i samarbejde med #BIDHolstebro, CityVækst og Holstebro Handelsstandsforening.