Mød naturen midt i byen
Geopark Vestjylland besøger Holstebro bymidte
Oplev Vestjyllands vilde natur midt i Holstebros gågade i uge 28! Fra d. 11. juli til og med d. 18. juli kan du besøge Geopark Vestjylland i Huset for Vækst og Udvikling, Nørregade 13, i gågadens åbningstider.
Der vil være aktiviteter i lokalet både for voksne og børn, hvor du bl.a. kan lære om sten, spille stenvendespil, stable sten, male på sten eller være med i en gættekonkurrence.
Hvad er en Geopark?
En geopark er et område, der omfatter en særlig geologisk arv og en bæredygtig strategi for udvikling af området. Geoparker formidler historien om jordens dannelse og den natur og kulturhistorie, der er en følge af de geologiske processer. Geopark Vestjylland dækker dele af Lemvig, Struer og Holstebro kommune samt dele af Limfjorden og Nordsøen. Geoparken har et totalt areal på hele 4759 km2!
Internationalt samarbejde
I april 2021 blev Geopark Vestjylland en del af UNESCO Global Geopark. UNESCO lægger stor vægt på, at geoparkerne er synlige og bidrager til lokal udvikling, formidling og undervisning og samtidig er med til at generere ny viden gennem forskningsindsatser. Med Geopark Vestjylland ønsker Lemvig, Struer og Holstebro kommune at sætte fokus på de værdier og oplevelser, som landskabet, naturen og kulturhistorien som området rummer.
Mere info:
På Geopark Vestjyllands hjemmeside kan du dykke ned i kulturhistorien set i lyset af geologien og landskabet. Her kan du bl.a. se, hvordan Holstebro købstad så ud i Middelalderen og hvordan byen har udviklet sig sidenhen. Klik her for at læse om Holstebros udvikling.
Om os
Holstebro Udvikling er et non-profit partnerselskab etableret af Holstebro Kommune og Færchfonden i 2018.
Sammen med borgere, virksomheder og organisationer skaber vi rammerne for fremtidens Holstebro.